På Billedskolen arbejder vi i en rolig og hyggelig atmosfære, hvor fokus er på kreative eksperimenter og kvalificeret undervisning, der kommer godt rundt i billedkunstens mange genrer, stilarter og materialer.
På alderssvarende hold møder man andre børn og unge fra alle dele af Gentofte Kommune, som også er vilde med at tegne, male, modellere og finde på.
Undervisningen veksler mellem bundne opgaver og fælles emner og mere frie eksperimenter, hvor eleverne selv er med til at vælge og præge undervisningen.
Billedskolens undervisere er alle udøvende billedkunstnere som også har stor undervisningserfaring - og som er vilde med at lære fra sig og give glæden ved den kreative skaben videre!
Vi stiler efter at lave gode processer, hvor det er ok at prøve ting og teknikker af, og ikke altid kunne alting "fra start". For at blive bedre er det vigtigt at turde "fejle", at lave skitser, forsøg og at afprøve ideer. Alt efter dagens tema arbejder eleverne nogle gange i grupper eller to og to eller de arbejder selvstændigt og individuelt - det kommer an på opgaven.
Vi ønsker at videregive glæden ved at skabe, rummet til fordybelse og lige tilpas udfordringer for hver enkelt elev.
Vi har hold i Tegning, maleri og skulptur og i Manga-tegning.
Alle elever bliver repræsenteret på forårsudstillingen i foråret.